Kan man fodre pattedyr?

Mens man for længst har accepteret at fugle fodres i haven, så diskuterer man, om man skal fodre pattedyr. Tiltrækker man pattedyr til haven med foder, skal man være opmærksom på, at det kan skabe konflikt mellem haveejere, hvis nogle fodrer pattedyr som andre ikke ønsker i deres have. Det bedste er selvfølgelig at have en varieret have, så pattedyrene naturligt kan finde føde i haven.

Hvis man gerne vil fodre pattedyrene i sin have, bør man fodre dem bagerst i haven, så de ikke vænner sig til mennesker. Det er en god ide at placere fodret, så man kan se foderpladsen fra et vindue. Ofte vil dyrene komme på bestemte tidspunkter af døgnet, så man kan være klar med kamera eller kikkert.

Hvis man fodre pattedyr, skal man fodre dem for sin egen skyld, for de kan sagtens selv finde den føde de skal bruge. Og husk, at der aldrig må ligge madrester, som kan tiltrække rotter.

Egern og mus

Egern og mus vil elske en nøddebusk, og har man plads til rødgran, fyr eller et bøgetræ, vil både egern og mus gerne spise træernes frø. Egern og mus kommer også gerne til fuglebrættet, især vil de gerne have solsikkefrø og peanuts. Der er imidlertid undersøgelser, som tyder på, at egernet ikke kan tåle for mange solikkefrø og peanuts, da de indeholder stoffer, som i større mængder kan skade egernet. Man kan evt. købe et lille lager af hasselnødder og valnødder lige efter jul, hvor nødderne fås billigt og fodre med dem resten af vinteren. Man kan også købe en egernfoderautomat. Det er sjovt at se, hvordan egernet lukker kassen op for at hente nødder.

Hare og rådyr

Harer og rådyr er almindelige i mange haver, både i haver, som ligger op til landbrugsområder og i byområder. Især om vinteren kan disse planteædere finde vej ind i haven for at søge føde. Anbefalingerne er her, at man ikke skal fodre. Dyrene sænker deres stofskifte om vinteren hvilket gør, at de kan overleve på meget lidt foder. Som regel er skud fra havens mange buske og træer allerede en god fødemulighed for dem. Om sommeren kan man evt. plante lidt ekstra tulipaner, som man ønsker at dele med dyrene.

 Spidsmus

Spidsmus er ikke rigtige mus og lever ikke af frø, men af insekter, snegle, regnorme og andre smådyr. Hvis man vil have spidsmus i haven, må man derfor sørge for, at der er mange insekter og smådyr. Evt. kan man prøve at tiltrække spidsmus ved foderbrættet med insektfoder som kan købes til fugle eller med melorme.

Ræv og pindsvin

For ræv og pindsvins vedkommende er katte og hundepiller et godt fodervalg. Man skal for rævens skyld passe på ikke at gøre den fortrolig med mennesker. Ikke alle bryder sig om ræve og genere den nogen, så bliver den måske fanget og aflivet.

Husmår

Vil man tjekke, om der er husmår i nabolaget, så kan man lægge et hvidt hønseæg ud i haven. Husmår og ilder, kan ikke stå for en lækkerbisken som et æg.